Vigtig viden om a-kasse og dine rettigheder
Tillykke med din kommende uddannelse! Når du bliver udlært, åbner der sig nye muligheder – men også nogle vigtige valg, som kan få stor betydning for din økonomi og tryghed.
Her guider vi dig afhængigt af din situation.
1. Hvis du kun medlem af fagforeningen?
Nogle medlemmer er medlem af fagforeningen – men endnu ikke a-kassen. Hvis det gælder dig, er der én ting, der er helt afgørende:
- Meld dig ind i a-kassen senest 2 uger efter du er udlært
Hvis du ikke er medlem af a-kassen i forvejen, skal du melde dig ind senest 2 uger efter du er udlært, og blive optaget i a-kassen som nyuddannet (dimittend), hvis du vil have ret til dagpenge. Hvis du melder dig ind i a-kassen indenfor fristen, kan få ret til dagpenge allerede 1 måned efter afslutningen af din uddannelse, hvis du endnu ikke har fundet dit nye arbejde.
- Hvad sker der, hvis du overskrider fristen på 2 uger?
- Du mister retten til optagelse som nyuddannet
- Du kan først få dagpenge efter 1 års medlemskab
- Du står derfor uden økonomisk sikkerhed, hvis du er ledig efter din uddannelse
Fristen på 2 uger er derfor afgørende for din ret til dagpenge.
2. Er du allerede medlem af a-kassen?
Hvis du er medlem af a-kassen under din uddannelse, ser din situation lidt anderledes ud.
- Du skal træffe et valg om dine rettigheder
Senest 2 uger efter du er udlært skal du tage stilling til, hvilken dagpengeret du ønsker.
Du skal vælge i mellem:
A. Dimittendrettigheder (dagpengeret som nyuddannet)
- En fast sats for nyuddannede
- Relevant hvis du ikke har modtaget lærlingeløn, været på voksenlærlingeordningen, og kun haft begrænset deltidsarbejde under uddannelsen
B. Beregnet dagpengeret (dagpengeret på baggrund af indkomst)
- Hvis du fx har modtaget lærlingeløn under uddannelsen
- Kan give en 2-årig dagpengeret
- Kan give en beregnet og dermed højere dagpengesats
C. Erhvervede rettigheder (du bevarer din tidligere tildelte rettigheder)
- Hvis du allerede har en fortsat gældende dagpengeret fra før din uddannelse
- Du fortsætter på denne ret i stedet for at få en ny dagpengeret som dimittend
- Du fortsætter på den højere dagpengesats du fik beregnet inden din uddannelse
Fristen på 2 uger er altså afgørende for din ret til dagpenge. Vi skriver derfor til dig i god tid inden du er udlært, for at huske dig på at foretage valget
Husk også dette
Uanset din situation er der nogle fælles ting, som du skal være opmærksom på:
- Hvis du ønsker dagpenge, skal du melde dig ledig på jobnet.dk, og udfylde en ledighedserklæring
- Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, søge ledige stillinger og kunne tage imod henvist arbejde
- Du skal være aktivt jobsøgende og registrere din jobsøgning i jobloggen på jobnet.dk
Vi er her for dig
Når du bliver udlært, er det vigtigt for os at kunne rådgive dig bedst muligt – både om job, løn og dine fremtidige muligheder. Derfor beder vi dig også om at:
- Tjekke, at din uddannelsesdato er korrekt registreret
- Oplyse, hvor du arbejder efter endt uddannelse
Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om, hvad der gælder for dig, anbefaler vi, at du kontakter os – så hjælper vi dig sikkert videre fra uddannelse til arbejdsliv.
